Sydamerika 2018

Dette er en skjult side under min hjemmeside.

Den er tiltænkt at familie og venner kan følge med i vore oplevelser på vores rejse i sydamerika.

Vi tiltænker at opdatere når forholdene tillader det, og vi ikke er for opslugte af virkeligheden, rødvin, tango, Copacabana eller andre lignende forhold :-)

Det føles lidt uvirkeligt, at vi nu er afsted på denne, for os, så store rejse. 

Jeg tror vi begge føler det er lidt specielt. Sydamerika, det er fremmed, ukendt, noget helt andet end vi begge tidligere har prøvet. Vi har da rejst en del og mange steder i verden, men aldrig Sydamerika, ingen af os. Vi har nok også haft en del andre ting i hovedet lige op til rejsen, så måske er det meget godt t vi nu har nogle timer i en kedelig lufthavn til at indse at nu er vi på vej.

​Vi har glædet os vildt, men på en måde har det været som om, at det først var om lang tid vi skulle afsted. 

​Det begyndte, for mit vedkommende, da jeg gik ud af mit kontor i går eftermiddags. Ferien startede. Jeg havde haft så mange opgaver indtil det sidste, men nu er der kun ferien med min elskede Anna.

Vi har udnyttet tiden her i lufthavnen og fået booket hotel fra den 16 - 18 i Santiago.

Vilafranca Petit Hotel
https://da.hotels.com/ho594267/?tab=description

Ja, vi er vel ikke i alt for god tid, men nu skal vi da ikke sove på gaden de første to nætter. 

Det er et lille hotel, men ligger rimeligt centralt. 

Fredag den 16. marts

Vi er vel ankommet til Santiago, og er kommet til vores hotel.

Planen var, at udnytte den lange flyvetur bedst muligt, da den jo alligevel udgjorde en god lang nat på små 12 timer. Så sovepillerne var pakket - men i ryksækken og lå i lastrummet!... så flyveturen blev knapt så godt udnyttet! Efter at have læsset vores ting af på værelset, skyndte vi os ud i byen. Alternativet ville have været, at tage en lur, hvilket vi ikke var meget for.

Mange af de lokale går i lange bukser og evt. en god jakke, så vi drog afsted på tur op på den lokale bakke med Jomfru Maria-statuen i vores jeans og relativt tynde t-shrits. Hold da op hvor var det hårdt og ikke mindst varmt! 3,5 km opadgående stort set hele vejen, og de smutveje vi trode vi tog, var langt fra hverken kortere eller lettere - men op kom vi... og vi valgte at tage med kabelbanen ned :-) 

Dernæst fulgte en meget lang og fantastisk tur rundt i byen på gåben. Der er vildt meget at se på og forholde sig til. Står man stille, kan man ofte høre mindst 4 forskellige slags musik, opleve adskellige forskellige situationer på gaden, opleve streetart i form af husfacader der er malede i forskellige farver eller med de flotteste malerier, dufte alt lige fra det skønneste streetfood til urin!

Alt i alt er vores indtryk, at Santiago er super mangfoldig og meget rummelig. Vi har følt os trygge og har endnu ikke på så meget som et eneste tidspunkt, overvejet om en gade var ok at gå ned ad, eller om vi på noget tidspunkt burde vende om. 

Hotellets internet er meget langsomt og det har vist sig umuligt at uploade billeder herfra. 

Lørdag den 17. marts.

Jeg, Anna, vågnede allerede kl. 5, men heldigvis er jeg efter en del års morgenfodring af hestene trænet i, at lægge mig til at sove videre. Så efter 11 timers søvn i bedste teenagerstil, var vi klar til at indtage byen igen :-) 

Endnu en dag med mere eller mindre lækkert streetfood, gademusik og -underholdning og ikke mindst gade-tango :-) Specielt det sidste var super underholdende og meget facinerende. Et levende orkester og så ellers alle de folk der kunne samles fra nær og fjern til en svingom. Alder, niveau, fodtøj eller lignende spiller tilsyneladende ingen rolle. Alle kan være med og ser ud til at hygge sig gevaligt i den gode stemning, mens aftenens mørke og mere kølige temperaturer så småt begynder at tage over fra dagens sol og varme.  

Det blev også dagen, hvor vi begge indså, at der nok ikke var tid til den vintur op i distriktet nord for byen, som vi oprindeligt havde drømt om. I stedet valgte vi, at gå på en vinbar og bestille en vinsmagning. Vi havde læst om et anbefalet sted, og drog glade afsted. Vi blev ikke skuffede, men de ansatte tjenere så en anelse overraskede ud, da vi bad om spytspand og bestilte mere end det dobbelte af hvad der var normalen. Det var dog vores bedste chance for at smage og sammenligne en del chillenske vine, og så var det jo med at gribe den på bedste vis :-)  15 vine senere føler vi os rimeligt oplyste om chillenske vine og drog ud for at finde aftensmaden - streetfood og senere vores hotel, for i morgen er der jo atter en dag :-)  

Her ses et elaboreret gade-maleri, der viser et gadebillede fra gamle dage.

Søndag den 18 marts

Vi besluttede os for at tage en tur til kysten. Vestkysten. Til Valparaiso og Viña del mar.

Det tager ca. 2 timer i bus hver vej. Men vi har hørt flere tale godt om dette område.

Det er også i det område, de velhavende fra Santiago tager på ferie. Vi fik købt en tur, der både inkluderede bussen frem og tilbage, samt en guidet tour rundt i begge byer. Det var en noget uvant oplevelse, at hoppe ind og ud ad bussen, for at fotografere Kodak-øjeblikkene. Det var faktisk udmærket, da vi på denne måde så mere end hvad vi ellers kunne have nået og kom til nogle steder vi ikke selv ville have opsøgt på gåben. Vores guide var dygtig, både til engelsk og til at levere viden og generel information om Chile med en stor mængde humor.

Det gælder for disse byer, at vi har fundet dem spændende og med hver deres særpræg. Viña Del Mar er den rigeste af de to byer og det kan mærkes. Et er punkterne på vores rute var en af de berømte figurer fra Påskeøerne, som hører under Chile. Der er 5 af disse figurer uden for øerne, hvoraf 2 står i Chile. Den vi så, var på ca. 3 meter, hvilket gør den til en af de små. De største på påskeøerne er mellem 15 og 20 meter høje. Her lever turismen i bedste velgående. Byen er på ca. 400.000 indbyggere, men om sommeren bor her ca. 1.000.000 mennesker. Den er også kendt for sin musik- og komediefestival, som afholdes i februar og trækker nogle af verdens største kunstnere. De har i nyere tid, bygget et amfiteater til lejligheden, hvor der er plads til 15.000 tilskuere.

Valparaiso var engang et af de vigtigste knudepunkter for handelsflåden, såvel som for cruiseliners som bl.a. skulle syd omkring Sydamerika. Handelsflåden fik dog andre og kortere ruter efter opførelsen af Panamakanalen og efter en langvarig strejke på havnen, ændrede også cruiselinerne også rute. Dette gør, at byen fremstår med præg af en tidligere storhedstid, hvor der var fest og farver. I dag er den mange steder forfalden og falmet.

Lige nu sidder vi i bussen fra Santiago, Chile mod Mendoza, Argentina.

Vi har opgraderet til at sidde på 1. klasse. Det er fuldstændigt som i flyet, hvor vi har bedre plads og bedre sæder. Vi kan lægge sæderne helt ned. Se billedet.

Resten af bussen ligner en helt almindelig bus. Det kostede os 40 kr. ekstra at opgradere. Et valg vi lige nu er ret glade for.  

Vi forlader Chile efter 3 dage fyldt med gode indtryk.

Chilenerne er meget venlige. Det har været meget som at være i Spanien.

Folk har været meget hjælpsomme. Vi er blevet mindet om, at pakke vores kamera ned i tasken, inden vi er gået ind i en stor menneskemængde. Da vi tabte et by-kort, kom der en løbende og afleverede det til os.

Vi har på intet tidspunk, følt nogen utryghed. Vi har stort set ikke set nogen tigge. Der har været folk der tydeligvis var hjemløse, og som sov i parker, på metro-stationer og alle andre steder, men man mærker dem ellers ikke.
Der er ikke nogen der drikker på gaden. Det er forbudt, og forbundet med en ret stor bøde, har vi fået at vide. Det må man kun nytårsaften.
På barer kan man selvfølgelig få alkohol, men man skal faktisk spise noget til.

Dette fandt vi ud af, da vi gik ind på en café og fik et par gode øl. Personalet satte et par tomme sushi-sæt på bordet, så hvis politiet kom forbi, ville det se ud som om vi havde spist noget.

Generelt har folk stor respekt for politiet. Dette gælder i hvert fald de mange gadehandlende. Der er dem der har licens og dem der ikke har.

Dem der har har regelrette boder, hvorimod de andre generelt set alle bare har et tæppe med nogle snore syet ind i kanten.

Dette gør at når det lokale politi kommer, kan de hive i snorene og tage hele boden på nakken som en stor byld.

De virker meget opsat på ikke at blive opdaget.

På trods af at de risikerer at skulle trække i snorene på ethvert givent tidspunkt, så bruger de ret meget tid på at lægge deres varer meget sirligt og dekorativt op.

Der er mange markeder i byerne, som sælger alt muligt. Vi så mange der solgte toilet-papir, opvaskemiddel og lommetørklæder. Ellers er det populært at sælge fx lime-frugter og hvidløg i samme bod. Vi har ikke luret årsagen til at disse to varer åbenbart sælges sammen i mange boder. Der er også en del street-food. Det har vi naturligvis også afprøvet en del af.

Jeg må indrømme at det ikke har været den helt store succes. Det er ikke som i Thailand, hvor alt er lækkert.

Her er den store fællesnævner, at næsten alt er meget fedtet. Gerne friturestegt. Smagen er også ret neutral, der er ikke krydret ret meget.

Men at maden er fedtet og ikke så krydret er vist ret generelt. Det gælder også for de måltider vi har fået på restauranter.

Der er mange ansatte, alle steder. I de pæne gågader i Santiago har vi set folk der var ansatte til at vaske fortove, ud over blot at feje dem. Til at pudse facader. Der er folk der vasker bilerne på tankstationer. Et utal af tjenere på restauranter. En til at pakke dine ting i poser i supermarkedet.

Parker bliver vandet meget. De er flotte. Der er nu også en meget stor kontrast til de områder der ikke bliver vandet. Der ser alt meget tørt og trist ud. Men inde i byen sørger de for at det er pænt og rent.

Når man kommer uden for byen står der mange kaktus og små tørre lave buske med bar jord imellem.

Her ser vi også områder der ikke er rene, hvor det faktisk flyder med affald.

Gadebilledet er overalt præget af de mange el-ledninger hænger i tykke bundter fra mast til mast. Gerne på kryds og tværs. Det er ikke nemt at tage et billede af noget, uden at disse er ret fremtrædende.

Vi kan fra vores bus se nogle få vinmarker her og der.

Dem vi har set ligger primært på flade jordlodder. Kun enkelte steder ser vi dem dyrke vin op ad skråningerne, som vi ellers kender det fra Europa.

Mandag d. 19 marts

Vi er landet i Argentina. 

Der er vi startet ud med en vinsmagning på byens bedste vinbar (hvis man skal tro tripadvisor). 

Efter 5 fantastiske glas Malbec, fandt vi endnu en flaske lige så fantastisk Malbec på en grill-restaurant. Lækre og store bøffer med fantastisk vin, indtaget i vinlandets hjerte, Mendoza.

Det bliver vist ikke meget bedre...

Mendoza

Mendoza var ment som en slags vintur i vores ferie. Symptomatisk for vores tur, så var vi heller ikke super fantastiske forberedte til denne del. Vi havde ikke fået tjekket områdets vinproducenter ordentligt ud, eller øvrige interessante og relevante ting i den forbindelse. En af vores vinleverandører i DK (https://www.pedersborgvin.dk/), havde dog været så venlig at formidle en kontakt til en af deres producenter her i Mendoza, Bodegas Fabre Montmayou. Så vi var da sikret mindst et besøg. 

Jannik havde dog læst på tripadvisor om 2 forskellige vinbarer i Mendoza, så to timer efter ankomst sad vi på den første - så var vinferien igang. Næste vinbar blev besøgt dagen efter. Begge steder var der en del forskellige vine at smage, og vi valgte naturligvis en rundtur med de fleste! Begge steder var tjenerne også indehaverne og var super flinke og ikke mindst behjælpelige med gode velmenende råd om hvilke vinproducenter vi kunne besøge, og hvor vi ville kunne få en lækker frokost eller aftensmad. 

Onsdag tog vi en taxi til vores for længst bookede aftale, og sikke en dejlig oplevelse det var. Vi fik den mest fantastiske behandling og følte os som deres gæster. Efter en to-timers rundtur og informationstrøm fra deres chef-vinmager, hvor han havde åbnet 6 flasker super lækre vine til os, fik vi lov til at tage dem med vi havde lyst til - uden at skulle betale så meget som 1 peso! Det har vi alligevel aldrig nogensinde prøvet før. Vi kunne dog kun få os selv til at tage imod 2 flasker, selvom det gjorde ondt at efterlade de andre, til formentlig bare at blive smidt ud. Dertil kommer at de har nogle af de bedste vine vi har smagt herovre. Det var forrygende.

Derfra gik vi til de næste to huse, da der ikke var så langt. Det var nogle helt andre oplevelser vi kom afsted med fra dem. Gode vine, men vi var deres kunder - ikke gæster. 

Den sidste af dagene her i området havde vi lejet en bil, og kørte til Uco valley, hvor vi besøgte forskellige producenter. Området er et stort vinområde og det er her meget af det bedste vin fra Mendoza kommer fra. Området ligger syd for byen og strækker sig over et stort areal. Det samme gør mange af producenterne. Salentein som er hollandsk ejet og råder over ca. 2.000 ha, hvoraf der dyrkes vin på ca. 400 ha - hvoraf de fleste druer bliver håndplukket. 

Her fik vi en helt igennem fantastisk frokost. Så lækker. Vi fik et enkelt glas hver af hhv deres top-hvidvin og deres top Malbec. 

Malbec er nationaldruen, og dyrkes af alle. 

Den er fantastisk. Vi er kun blevet endnu mere forelskede i denne drue under vores ophold her i Mendoza. 

Vi har nået at smage 42 forskellige argentinske vine i de sidste 4 døgn. Det har selvfølgeligt krævet at vi må spytte de fleste smagsprøver ud, for ellers ville vi ikke rigtigt have smagt dem, blot drukket os fulde i dem. 

Men vi har sørme nydt det. Og vi skal nok nå at smage nogle flere under resten af vores ferie...

I går ville vi have noget mad med hjem som vi kunne nyde til den vin, vi havde fået forærende.  Vi gik ud af hotellet for at se hvad vi kunne finde. Klokken var ca. 19 og vi fandt kun enkelte åbne restauranter. Til sidst fandt vi et hamburger/ pizza- sted. En billig grill. Da vi spurgte efter mad fik vi at vide at det var først efter kl. 21. Så vi gik hjem, og fik et bad. Da klokken var 21 forsøgte vi igen. Nu var alting åbent, men der var meget langt mellem gæsterne. Vi fandt et flot og indbydende pizzaria. Vi bestilte 2 forskellige pizzaer. Tjeneren nævnte at den ene var lidt sød, men ikke for meget. Han synes vi havde truffet et godt valg. Vi blev lidt skeptiske, men lod os overtale til at fastholde vaglet. Vi fik 2 fantastiske pizzaer som var en helt anden verden. Vi kunne ikke havde fået disse hjemme. Og slet ikke i Italien. 

Nok spiste vi pizza, men vi spiste stadig argentinsk. Den "lidt søde" var med masser af ost, hele annanasringe, pyntet med super-søde coctailbær for til sidst at blive drysset med et generøst lag farin. Den kunne kæmpe men en brunsviger! Den var så sød, at vi desværre ikke kunne spise op, men det var en oplevelse :-)

Vi burde snart have lært det: de har en sød tand herovre. Og når de siger at noget er sødt... så er det super sødt!! 

Der er nok en grund til at de fleste mammacitas og hombres er lidt større end gennemsnits-danskeren. 

Når vi nu er taget fra ørkenbyen Mendoza, hvad vil vi så huske herfra? 

Støv, myg, masser af god vin, det flotte sceneri med andesbjergene i baggrunden og venlige mennesker.

Først og fremmest er det en meget grøn ørken. For selvom at klimaet reelt set svarer til en ørken, hvor det kun regner ca. 2 dage om året, så er den overraskende grøn. Der er ikke mindre end 4 mindre parker inde i byen og 1 større. Alle med græs og ikke mindst træer, som giver dejlig skygge - for skygge er der behov for i dette område. Solen er hård og eftersom vinden er super tør, og hele tiden har et  større eller mindre indhold af støv, så ville en regnbyge lige nu ikke være det værste der kunne ske. 

Igen har vi kun fået det indtryk, at sydamerikanerne er utrolig venlige - på trods af flere advarsler om, at vi skal passe meget på. Hvis fx de danske pizzariaer også gav en fadøl på husets regning, når kunderne skal vente i 10 minutter på at pizzaen bliver færdig - hvor mange ville så ikke leve af pizza? :-)

Fredag den 23 marts

I dag er det rejsedag. Vi sidder i flyet mod El Calafate i syd.

På vej fra sol, støv og vin.

På vej mod sne, is og bjerge.

Vi vil snart finde ud af, om vi har pakket tilstrækkeligt med varmt tøj. Vi har jo trods alt kun nogle få dage her, så vi har økonomiseret lidt med pladsen i rygsækken.

Vi ser ikke meget i dag.

Opdatering:

Vi er nu ankommet til El Calafate, men det er vores rygsække ikke. Vi har kun det tøj vi har på.

Vi har ikke min strømledning til computeren. Kun resten af batteriet. Håber I værdsætter at vi bruger lidt af det på en opdatering 😊

Men vi er sikkert ankommet på vores lux-hotel.

Det er rigtigt flot og vi har et super værelse.

Men… Da vi nu så os nødsaget til at spise i restauranten (det var for koldt at gå i byen uden jakker), oplevede vi hvor grænsen gik til. Maden var kun nogenlunde. Vi købte den dyreste rødvin der var på kortet (som knapt kunne læses, da det var meget falmet). Den kostede 200 danske kroner, og lod noget tilbage at ønske.

Tjenerne var nu også lidt et sidestykke. Den ene hældte rødvin op i mit ( Janniks) fyldte vandglas med danskvand, for derefter at smide det ud uden at erstatte vandet (eller vinen). Bordene vippede flere steder i restauranten mm.

Men vi har nu haft det sjovt. Det kan være der kommer billeder.
Badekarret er i det mindste næsten stort nok til os begge to...

I morgen må vi se om bagagen kommer fra morgenstunden af, eller om vi skal på shopping. Det går nok lidt ud over tidsplanen, da vi egentlig skulle videre til El Chalten i morgen. Om vi kommer det nu, må vi se.

Billeder fra turen

Søndag den 25 marts

Vi er i El Chalten. Med turens indtil nu, ubetinget dårligste internet. Derfor må I nok vente på billeder. Der er ellers mange på vej, og jeg håbede på at kunne uploade en masse nu, men det tror jeg ikke kommer til at ske. Vi må se..

Vi fik vores rygsække efter ca 1 døgn. Vi måtte i mellemtiden købe lidt ekstra tøj, lavet af lokal uld, så det er dejligt varmt. I sidste ende betød det hele at vi måtte tage en ekstra overnatning i El Calafate, og nu er kommet et døgn senere til El Chalten. 

Begge steder er hovedattraktionen gletchere. El Chalten er i bjergene, og man skal på vandreture for at se dem tæt på. Vi er derfor nu kommet hjem med ømme fødder. Vi har haft klart vejr uden meget vind.  Temperaturen ligger omkring 7 grader, men føles meget højere. Dels går vi jo og holder og holder os i gang, og dels varmer solen meget mere her end hjemme i DK. 

Et bad gjorde godt. Vi skal på den lange rute i morgen, hvor der desværre er meldt noget værre vejr, regn og mere vind. Det er svært at planlægge hvordan vi skal pakke til det. 

Det er flot. På en barsk måde. På en måde vi ikke oplever i Danmark. Bjergene og isen der gennem millioner af år har pakket sig til 70 meter tykke is-masser der trykkes ned ad bjergene i takt med at der skabes ny is ovenfra. Vi ser kun et par af de store og berømte gletchere, men vi fik at vide, at der faktisk er ca 2300 gletchere i området. I kan godt glæde jer til billeder.

Men ellers er dette faktisk et par ret så travle dage. Vi skal skynde os afsted i morgen og skal skynde os til toppen, for de lokale mener at vejret starter pænt men så bliver værre og værre i løbet af dagen. I dag har vi ligeledes mærket presset. Vi ankom omkring frokost og ville gerne gå en af de populære ture, og også gerne nå hjem igen inden mørkets frembrud. Det nåede vi også, men med ømme fødder. 

Vi føler os en smule små her i denne endeløse natur, der i meget store dele af Patagonien er meget ensformig. Selvfølgelig oplever vi de store kontraster, men der er jo fordi vi opsøger dem. Det er egentlig en udemærket måde at bruge palme-søndag på (Charlotte og Thomas forstår den interne joke). 

I nat skiftede Europa til sommertid. Det gjorde min telefon også, så den vækkede os lige en time før. Vi var også kommet lidt sent i seng i aftes. Vi var i poolen på det seneste hotel, hvor vi måtte tage en ekstra nat. Da vi nu endelig havde fået vores bagage, incl badetøj, var det et "must". Vi var sent hjemme fra dagens gletcher (Perito Moreno) og kom først til restauranten kl 22:30. 

Tilsammen har det betydet, at nattesøvnen ikke er blevet til så meget. Derfor ligger Anna nu og sover her ved siden af mig, selvom klokken kun er 20. Jeg får ikke kontakt igen før i morgen, vil jeg tro...

Gadestemning fra El Chaltén

Mandag den 26 marts

Vi valgte rigtigt i går. Her i El Chalten skifter vejret meget. Vi havde fået dette at vide af en af deres ”park rangers”, vi er nemlig i et stort naturreservat. I går var det godt vejr, i dag mindre godt med store skift. I morgen skulle det blive godt igen, og på onsdag muligvis: snevejr. Men det oplever vi selvfølgelig ikke. Til den tid er vi jo `over alle bjerge´.

Vores receptionist anbefalede os i går, at planlægge ruterne som vi har gjort. Så vi tog tidligt i morges en shuttle-bus, om på den anden side af et bjerg. På den måde behøvede vi ikke gå frem og tilbage ad samme rute, men kunne opleve forskellige. Det var meget fedt.

Men: vi har gået langt. Både i går og i dag har afstanden været på ca. 20 km i bjerg-terræn. Baller, knæ, lægmuskler, ankler og fødder kan mærkes nu. Men det har været nogle flotte ture. Vi synes begge, det har været det hele værd.

Anna har lagt mærke til, at dette er det tredje-største gletcher-område i verden, efter Alaska og Grønland. Så den info synes jeg da lige I skulle have med.

Dagens tur startede i solskin og roligt vejr. Vi gik i starten i en lavning med god bevoksning. Vi var i læ og det var rigtigt hyggeligt. Men efter ca. 2½ time stod vi overfor en skillevej. Enten skulle vi gå hjem mod byen, eller tage den hårdeste del af ruten i meget stejlt terræn, op på toppen af bjerget. Vinden havde i mellemtiden taget lidt til. Vejrudsigten havde sagt ”heavy rain” da vi tjekkede i morges. De lokale havde sagt vind med op til 100 km i timen. Vi burde ikke gå op hvis det var for kraftig vind, da den sidste del af turen var meget eksponeret for vinden. Vi mente nu godt at det kunne gå. Så vi begav os afsted. Vinden tog langsomt lidt til. Da vi var næsten ved toppen kunne vi virkeligt begynde at mærke at den greb fat i os. Men det kunne godt gå. Vi fortsatte.

På toppen ventede et par store klippestykker, vi kunne få lidt læ bagved, mens vi tog billeder af den meget højt beliggende sø, og et par gletchere, vi havde udsigt til. Det var heldigvis stadig klart i vejret.

Vi fik spist resten af madpakkerne, som hotellet havde udstyret os med, fik taget nogle billeder af den flotte udsigt, og begav os nedad igen.

Vi var ikke mere end begyndt at gå nedad inden vi kunne mærke de første regndråber. Men det var meget lidt det regnede, mens vi gik nedad. Det var vi superglade for da stenene var skarpe og kunne skride lidt under fødderne. Vi havde ikke behov for at de også var glatte.

Da vi var nået ned i et relativt fladt terræn, og altså var startet turen hjem kunne vi mærke at vinden tog yderligere til. Nu ville vi ikke længere have valgt at gå op. Særligt ikke da vi nu vidste hvad der ventede. Men vi mødte selvfølgelig en del friske vandrende, som begav sig afsted opad. Langsomt tog regnen også lidt til. Heldigvis blev det aldrig til voldsom regn. Vi holdt næsten ingen pauser de 11 km vi havde hjem.

Et af de eneste steder vi måtte standse, var i et helt åbent og fladt terræn, hvor vinden var så hård at vi måtte ned på hug for ikke at falde. På dette tidspunkt gik vi på nogle overskårne træstammer, der fungerede som en slags bro hen over et sump-område.

Alt i alt var det en god tur og vi fik lov at opleve Argentinas natur og at vejret kan skifte meget. Indtil nu har vi jo faktisk bare haft roligt vejr og solskin. Som danskere er det jo helt rart at få lov at få en god byge ind imellem.

Vi fik at vide da vi ankom hertil, at der er pumaer og nogle få hjorte. De er begge så sjældne, at vi ikke skulle regne med, at se nogle af dem.

Vi har dog set begge dele. Pumaerne dog kun på nogle postkort. Men hjortene så vi på turen i går, hvor de krydsede et vandløb mens vi så det. Vi fik også nogle billeder af de smukke dyr. Dem kan I også glæde jer til.

Måske kan vi få dem uploadet i morgen, hvor vi har en del tid i lufthavnen. Der plejer at være tilgængeligt Wifi i lufthavnene hernede.

I morgen skal vi til Buenos Aires. Fedt, så kan fødderne få en pause……. Nej selvfølgelig ikke.

Vi hungrer efter at opleve byen, tangoen og pulsen, selvom det har væres superfedt at koble af med nogle smukke traveture i bjergene.

Vi har for få timer siden booket et pænt hotel i centrum af byen. Vi ankommer først om aftenen, så der er nok ikke de helt store oplevelser i vente i morgen.

Men vi har mange billeder vi gerne vil have lagt op. Og også mange vi faktisk slet ikke har nået at se eller selektere endnu.

Den slags tager også tid, og det kan vi nok få gjort i lufthavnen, vil jeg tro. 

Under blæsten blev vand fra den lille å blæst op i luften

Tirsdag den 27 marts

Vi er kommet til Buenos Aires. Men først her til aften. 

Vi har siddet i bus og fly hele dagen. Vi var heldige nok til at fange et par billeder af nogle alpacaér, men I skal forskånes og får et par af en i løb. 

Byen har vi slet ikke nået at tage hul på. Det er et eventyr der venter...

Forresten: Husk at starte fra toppen igen, da der nu er opdateret med lidt flere billeder igennem hele tråden...

Søndag den 1. April

Buenos Aires – city of fury

Buenos Aires – city of tango

Vi har fået beskrevet byen på flere måder. Dette er to af dem.

I Mendoza, på Chinitas wine bar, blev byen beskrevet som kaotisk og pulserende, og at argentinere omtalte byen som ”city of fury”.

Et billede vi på en måde kan genkende, men alligevel ikke.

Det er jo en meget afslappet mentalitet der er at finde blandt folk. Men en så stor by sover ikke. 

Det er muligt at shoppe fra ca. 10 formiddag til ganske sent. Alle dage. Butikkerne lukker 2 dage om året. Resten af tiden er stort set alt åbent, også hen over påsken, hvor vi har været der. Nogle ting har dog været lukket i disse dage, men vi har hele tiden kunnet hyggeshoppe.

Det er også dejligt varmt.

Lige varmt nok til vores smag. 25 grader i skyggen og en del mere i solen.

Så vi har benyttet os af, at spise is hyggelige steder i skyggen, eller inde på isbarerne hvor der ofte er aircondition.

For at illustrere ovenstående omkring åbningstider, spurgte vi hvornår de lukkede på en god isbar. Det gjorde de kl. 01!

Men ofte åbner restauranterne også først klokken 20:30 eller 21. Når vi er gået derfra har klokken flere gange været omkring 23, og der kommer der stadig mennesker ind. Gerne med deres børn – også de helt små børn.

Lidt som vi kender det fra Spanien eller Italien.

Tango: Vi har mange gange hørt, at Buenos Aires ER tango. At man ikke kan undgå at støde ind i tangoen, når man går rundt i byen.

Det er på sin vis også rigtigt. For mange steder står der et par eller en lille gruppe, med en højtaler der spiller tangomusik og så laver de et lille show. Selvfølgelig for at lade den klassiske hat passere rundt efterfølgende. Så længe dansen står på, stimler folk sammen og elsker at se en lille smule af folkesjælen. Argentinere såvel som turister. Når musikken ophører og hatten kommer frem, er det som alle andre steder, at folk har lidt travlt med at komme videre. Det er meget tydeligt at danserne gør dette her for at tjene penge, og ikke fordi at stemingen griber dem. Folk der kommer forbi er heller ikke grebet således at der kommer en lille dans ved siden af.

Disse optrædener blander sig med gadesælgere der har håndværk, kleenex, skopudsere og et voldsom stort antal folk der åbenbart lever af at få turister til at veksle penge hos dem. På de store gå-gader kan man ikke gå 20 meter uden at man kommer forbi en mand der råber ”gambio, gambio” for at veksle penge for folk.

Men tilbage til tangoen: Der er selvfølgelig en del tango-skoler hvor man både  kan tage hold-timer og private timer. Men det er faktisk noget man skal opsøge. Ikke noget man lige falder over på gaden. Vi tog et par private timer, og fik nogle grundprincipper og argentinske trin ind i kroppen. Det er en meget spændende dans, som vi gerne vil lære lidt mere af.

Vi var også til et tango-show, hvor både musikken, sang og dansen var meget koreograferet. Det var superflot at se hvor smukt dansen blandt de 5 par på scenen kunne være. Men vi følte at det var lidt en skam at det var så super-koreograferet, for en stor del dansen er de improvisationer som opstår under dansen.

Ellers lever tangoen på bestemte tango-klubber i nattelivet. Med streg under nat. Ofte begynder dansen først disse steder efter klokken 02, men varer så til den lyse morgen. Det har vi læst flere steder. Desværre har vi ikke selv været til dette. Når man først har været rundt for at se byen, hele dagen, og har fået en sen aftensmad, er gassen gået af ballonen.

Et enkelt sted i byen havde de en tango-klub der var kendt for at have gang i dansen i dagtimerne. Desværre var det et af de få steder, der var lukket hen over påsken. Så vi kom aldrig på det store dansegulv blandt mange andre par.

Når man går på gaden, skal man hele tiden holde øje med fortovet. Enten går man pludselig et trin op eller ned, der kan været et hul (dem er der mange af), hunde-efterladenskaber eller andre forhindringer. Desuden er det en god idé også at kigge op, da man alle steder risikerer at få et mindre brusebad af vand fra de mange aircondition-anlæg som er monteret uden på bygningsfacaderne. Den del er faktisk ikke så hyggelig. Anlæggene gør det faktisk også lidt svært, at tage et postkort-billede af de ellers super flotte bygninger, der er mange steder rundt omkring i hele byen. De flotte bygninger, som tydeligt er af ældre dato og hvor nogle af mere velholdte end andre, står side om side med nyere bygninger. De nyere bygninger er af varierende karakterer. Sommetider er de moderne glasfacader, mens de andre gange er mindre fascinerende betonbygninger. Fælles for hele byen er dog, at den fremstår mindre farverig end det vi oplevede i Santiago og Valparaiso.

I Buenos Aires er der ikke gadekunst på bygningerne, som vi oplevede de andre steder. Der findes dog en enkelt gade, hvor husene er malet i meget klare gule, blå, røde, orange og grønne nuancer. Facader som er malet med resterne af malingen, som stammer fra den lokale dok når de havde malet et skib. Husene er dog blot malet i farverne og således ikke kunstneriske som vi ellers har set det i Chile.

Den farvestrålende gade er ikke lang, men til gengæld gør de lokale et stort nummer ud af det. Området er fyldt med gøjl, boder, portrættegnere, gadesælgere, madboder og musik. Lidt af et turisttilløbsstykke.

​OK, når vi siger der ikke er gadekunst, er det ikke helt rigtigt. Der er lidt. Primært nede ved den farvestrålende gade. Men i Santiago og Valparaiso var det bare overalt, med en form for naturlighed, en selvfølgelighed. Det var rigtigt fedt.

I bund og grund ligner Buenos Aires mange andre storbyer i Europa, men at den ligefrem betegnes som sydens Paris, genkendes bedst når man i aftentimerne møder tangoen eller et jazz-band i gaden.

Cementerio de Recoleta er et must at se. Det er her Evita, eller Eva Perron Duerte, ligger begravet. Det er en imponerende kirkegård. Det ene store og mere udskårne mausoleum står skulder ved skulder med det næste. Mange af dem består næsten udelukkende af marmor og har ofte en skulptur i fuld størrelse af en bedende jomfru Maria eller en engel. Her ligger byens vigtigste og rigeste familier. Der er mange fortællinger om disse grave. En af dem er om en graver fra kirkegården, der sparede sammen gennem hele livet, for at have råd til en plads på kirkegården til ham selv.

Evitas grav er overraskende neutral, men adskiller sig fra de øvrige på et enkelt punkt: de friske blomster som placeres uden for mausoleumet. På de øvrige grave stiller de pårørende blomsterne inde i de aflåste gravrum.

Teatro Colón bør ligeledes være på must see listen. Det er byens operahus og er verdenskendt for dens fremragende akustik. Her fremføres fortsat både opera, koncerter og ballet. Afhængig af forestillingen og hvor i salen man ønsker plads, kan man få billetter til priser mellem 100,- og 3.000,- danske kr. Det blev bygget over ca. 20 år, bl.a. pga. forsinkelser da ikke mindre end 2 arkitekter døde undervejs – begge i en alder af 44 år! Bygningen er det mest overdådige i byen og har flere indgange, så overklassen og pøblen ikke behøvede at krydse hinandens veje til og fra forestillingerne. Den er bygget i kolonial stil, hvilket betyder at både tysk, fransk, spansk og italiensk stil er smeltet sammen. Desuden er de fleste af byggematerialerne importeret fra Europa, lige som arkitekterne også var herfra.  

​Den ligner utroligt meget "La Scala" i Milano, som nogen sikkert kender. Dog er Teatro Colón større, især i foyer og de tilstødende lokaler, som også strækker sig 3 etager under jorden (som vi ikke fik at se). De laver også selv deres kostumer og rekvisiter. I alt er 1400 mennesker ansat ved denne institution. 

Buenos Aires var et stop på turen. Den var ikke det højdepunkt vi havde håbet. Måske selvforskyldt, fra vores side? Vi jagtede jo ikke tangoen til langt ud på natten. Tango er helt sikkert en del vi gerne vil tage med os videre i livet. 

​Vi har været i Buenos Aires, men vil vi søge tilbage? Ikke før vi er klar til at vende om på nat og dag tror vi....

Foz de Iguazu hedder vandfaldet på den argentinske side.

Foz de Iguacu hedder det i Brasilien.

Et af verdens 7 naturskabte vidundere. Det er et af verdens største vandfald. Det er dog delt op på mange små vandfald og så et meget stort "The Devils Throat" som står for ca. 80% af vandmængden i vandfaldene. 

​Vi ankom om eftermiddagen, og valgte at se den Brasilianske side samme dag. 

​Det er superfedt! Det er en storslået visuel og fysisk oplevelse. Man kommer så tæt på et af de store vandfald. Man står lige nedenfor, på en gangbro, så man mærker i hele kroppen hvordan vandmasserne hamrer ned lige ved siden af en selv. Bevæger man sig nogle få meter, kan man stå på kanten til det næste, hvor man næsten kan mærke at man bliver suget med ned i dette. Det er så vildt.  

​Man bliver selvfølgelig super-våd, da der er en kæmpe sky af vand-dråber og dampe omkring én hele tiden. Det er der faktisk omkring hele vandfaldet, altid. Dette gør at der i regnskoven der omkrandser vandfaldene er et rigt varieret dyreliv, og ikke mindst voldsomme mængder af sommerfulge som åbenbart elsker disse dampe. Dyrelivet og ikke mindst sommerfulgene, kæmper med vandfaldene om ens opmærksomhed. 

​Dagen efter skulle vi ud til den argentinske side. Vi havde fået fortalt, fra flere sider, at vi skulle forberede os på en endnu mere storslået oplevelse. Vi skulle sætte endnu mere tid af. Området er også klart større, og der er længere at gå, og flere fald at se. På den argentinske side kommer man også meget tættere på "The Devils Throat", man står så at sige lige overfor. Det er helt vildt. Det er faktisk så intens en oplevelse at se de mange tons vand der strømmer ud over kanten hvert sekund, at man bliver nød til at gå lidt væk en gang imellem. Man står lige overfor toppen af "The Devils Throat", og bliver derfor ikke våd, og mærker heller ikke vandet slå ned lige ved siden af en. Det gør det jo først rigtigt mange meter nede. Så på sin vis supplerer de to oplevelser hinanden fuldendt. Man skal klart se begge sider, hvis man har muligheden. 

​Vi var heldige med vejret, og havde god sigt hele tiden, men var ankommet lige efter et par dages regnvejr, så i disse egne må man ikke tage godt vejr for givet. 

I må leve med at der kommer mange billeder, for det var en kæmpe oplevelse.

3 fantastiske uger i Sydamerika er fløjet afsted. 

Lørdag morgen "hoppede vi i havet" i bogstavlig forstand, for sidste gang på skønne Copacabana. Vi fik pakket taskerne, og alle de ekstra kilo som på bemærkelig vis har sneget sig med undervejs, og sidder i skrivende stund i luften - på vej over Atlanterhavet. Havet som vi har nydt i de sidste 4 dage. 

Det var helt sikkert den rigtige afslutning - 4 dage på Copacabana i Rio De Janeiro. Det blev til 4 dage i sikkerhedszonen - i mere end én forstand. 

Vi havde på forhånd hørt en masse om, at man virkelig skal passe på i Rio. Så vi spændte hat og briller, og holdte os på den sikre side. Det vil sige, at vi tog metroen til bymidten om formiddagen og var hjemme på hotellet igen inden det blev mørkt, og det store kamera blev kun taget frem, når vi stod på steder hvor det virkede ok at vise det frem. Det blev også til en langstrakt turisttur rundt i Rio, med stop på Sugar Loaf, hos kristusfiguren, de berømte farvede trapper i bydelen Lapa og byens største katedral. Dermed så vi kristusfiguren på tætteste hold - og alligevel ikke. Bjergtoppen og dermed figuren har nemlig indhyldet i en sky under vores besøg. Dette medførte ligeledes, at den fantastiske udsigt udeblev. Vi var dog heldige fra toppen af Suger Loaf, hvor vi havde et fantastisk view ud over byen, havnene, husene, favelaerne og ikke mindst langt de fleste af de skønne strande.  

Igen i Rio, har vi nydt masser af streetfood, hvilket fik os til at tænke på, at det rent faktisk ikke var noget vi var stødt på i hele Argentina. Rio havde mindst lige så meget streetfood som Santiago - bare mere varieret og så smagte noget af det mere krydret, mindre fedtet og bedre. Generelt set har maden i Rio været mere krydret, og altid serveret med frisk limefrugt. 

Vi har på vores ferie boet på relativt beskedene hoteller, så derfor besluttede vi os for, at slutte ferien af med en opgradering. Derfor bookede vi et hotel i første række på Copacabana med havudsigt fra værelset. Det fortrød vi bestemt ikke - havudsigt fra sengekanten 😊 Ligeledes er der også en anden og måske bedre sikkerhed i det område. Vi blev fraråddet at bevæge os rundt i gaderne bag hotellet efter mørkets frembrud. Det betød dog ikke det store, da det var muligt at benytte hotellets udendørs pool på 15. sal - med udsigt ud over stranden. 

At bade på Copacabana er noget for sig. For vores begges vedkommende, er det noget af det bedste sted vi har badet - nogensinde. Stranden er lige så bred som den ser ud til på billederne, og bølgerne er mindst lige så store som de ser ud til. Står man lige efter brydningspunktet, så slår de benene væk under én. På et tidspunkt så jeg  (Anna, som på det tidspunkt stod på stranden), Jannik et stykke ude i vandet blive "løftet" op på en kæmpe bølge, for derefter at forsvinde bag den da den havde passeret ham. Igen da bølgen brød forsvandt han bag den.  Svømmer man helt rigtigt med ind mod stranden, så kan man være heldig at blive båret med - det var Jannik 😊 

Når man er på stranden, savner man på intet tidspunkt drikkevarer (drinks, friske kokosnødder med sugerør mm), solbriller, solbeskyttelse, solstole, parasoller eller andet hvad hjertet kan begære, da der konstant kommer en lind strøm af sælgere forbi. Siger man nej, bliver det dog respekteret og de fortsætter ufortrødent til næste offer. 

Et par aftener har vi hygget med gåture langs Copacabana. Der er livemusik, mad, og gadesælgere over det hele. Selvfølgelig også små drinksboder, hvor man kan købe Caipirinha - den allestedsnærværende lokale drink. Den er stærk! Frisk og ganske god. Den består af isterninger, lime, sukker og cachaca (en form for rom). Efterhånden som isen smelter, bliver den lidt tyndere. Dette hjælper dog ikke, hvis man er for hurtig til at drikke den :-) 

Det var meget sikkert at bevæge sig langs gaden. Der var stort set hele tiden folk fra politiet eller militæret inden for synsvidde. Alligevel lykkedes det dog for en gut, at stjæle og stikke af med en taske. Heldigvis ikke vores. Det var heldigvis også det eneste negative vi har oplevet i løbet af alle 3 uger. 

Vi sluttede af fredag aften, med en tur på en af Rio's attraktive samba-restauranter/bar/dansesteder: Rio Scenarium. Aldrig har vi oplevet så mange og grundige sikkerhedstjek før, for at blive lukket ind til lidt mad og livemusik. Metaldetektor, ansigts-scanning og paskontrol - for ikke at tale om fuld videoovervågning over alt indendørs! Desvisuden tog vi en taxi direkte fra hotellets fordør til stedet, og visa versa. Man går ikke langt omkring i Rio, når først det er mørkt! Det var en super afslutning på tre ugers sydamerikansk eventyr. 

Vi er begge enige om, at vi helt sikkert skal opleve mere af kontinentet på et senere tidspunkt... bare det er lidt køligere end det har været den sidste uge. Det kommer vi dog nok til at gå på kompromis med! 

Turen har været fuld af oplevelser af anderledes natur og mad, og et møde med meget flinke, venlige og på alle måder hjælpsomme mennesker. 

Helt fra Santiago til El Chaltén så vi hele tiden mange gadehunde. De så egentlig ud til at trives meget fint. De var med kun meget få undtagelser i god foderstand og havde flotte blanke pelse. Desuden så de ud til altid at kunne enes med såvel mennesker såvel som alle de andre hunde de mødte på deres vej. Vi så heller ikke på noget tidspunkt, at folk skældte dem ud eller bad dem flytte sig. Vi hørte dem aldrig gø af hinanden eller af folk og vi følte os aldrig utrygge ved dem. Heller ikke når vi gik med mad i hånden, eller sad på græsset og spiste. Vi oplevede dem ofte komme hen og lægge sig meget tæt ved os i disse situationer, men de tiggede ikke. De ventede blot på, at der helt sikkert ville falde en godbid af til dem. Mange af dem var endda kræsne. Hvis ikke vores tilbud behagede dem, gik de videre. Så de sultede åbenbart ikke. Ved ankomsten til Buenos Aires, Iguazu og igen i Rio, var gadehundene forsvundet fra gadebilledet, og tilbage var kun de civiliserede hunde i snor. Umiddelbart var det næsten trist at se. Det virkede virkelig som om, at de frie gadehunde var meget mere glade og rolige. Det giver lidt stof til eftertanke.